06/07/2023
Stjernestund i Strandbakkehuset
Viggas Første Cykeltur
Strandbakkehuset har for nylig fået doneret en rickshaw og i forvejen har vi en cykel, hvor der kan fastspændes en kørestol foran på et lad.
Det har givet Familien Bilberg, som i øjeblikket er på ophold i Strandbakkehuset en helt særlig mulighed for stjernestunder.
Familien består af Vigga på 6 år, som er patient her, hendes to storesøstre, Nynne 8 år, Lærke 10 år, Mor Tilde og Far Lars.
Forud for Viggas første cykeltur var de to storesøstre ude at cykle med vores pædagog, Asger, og her sagde pigerne "Det her kunne Vigga også godt tænke sig at være med til".
Der blev afholdt køreprøve - både teoretisk og praktisk på parkeringspladsen forud for udflugten, så intet var overladt til tilfældighederne, da familien drog på tur til Følle Strand i samlet flok. Og netop dét, er noget, som familien prioriterer under deres ophold her; at kunne foretage sig ting samlet som familie. Cykelturen var, som Tilde siger, en vidunderlig mulighed for sådan en fælles tur.
Undervejs var det tydeligt, at Vigga nød sin første cykeltur, og der blev sunget "Jeg er så glad for min cykel" og ringet med cykelklokken.
Spørger man storesøstre Nynne og Lærke, siger de: "Det var MEGA hyggeligt."