Det her er Strandbakkehusets side til dig, der skal ud at være her i et stykke tid. For hvad er Strandbakkehuset egentlig for noget? Det giver vi dig svar på her. Du kan få en rundvisning i huset og se alt det, man kan lave her.
Du kan også møde de voksne, der arbejder på Strandbakkehuset. Og så kan du klikke rundt blandt en masse billeder fra huset.
Ha´ en god tur rundt på siden!
"Det bedste ved Strandbakkehuset er, at der er et krea-rum, sjove aktiviteter, søde sygeplejersker, musik-Nanna og en sjov pædagog. Det er også hyggeligt at synge morgensang. Det er nemmere at sove om natten, end det er på hospitalet, fordi der ikke hele tiden kommer læger og sygeplejersker rendende. På Strandbakkehuset kan man selv kalde på nogen, hvis man har brug for det."
Hvad er Strandbakkehuset?
På Strandbakkehuset hjælper vi børn og unge, der har en sygdom, og hele deres familie. Her kan du sammen med dine forældre og dine søskende holde lidt ferie fra sygdommen. I kan slappe af og hygge jer sammen, og I får hjælp til at klare alt det, som kan være svært på grund af sygdommen.
På Strandbakkehuset vil vi give alle børn og familier, der er her, en masse gode, trygge og sjove oplevelser. I videoen fortæller sygeplejersken Jannie, hvad Strandbakkehuset er for noget.
Tag på tur rundt i huset
På Strandbakkehuset kan du lave alt muligt. Du kan hygge med en bog eller et spil.
Du kan male malerier eller lave snobrød.
Og du kan lege på legepladserne eller snuppe en tur i spabadet.
Se videoen her, hvor Asger viser dig hele Strandbakkehuset.
En pause fra sygdommen
Der er nogle ting, der godt kan være svære, når man har en sygdom. Måske gør det nogle gange ondt, eller man kan være ked af, at der er nogle ting, man ikke kan. Det kan også være hårdt, hvis ens bror eller søster har en sygdom. Man kan være ked af, at han eller hun er syg.
Måske tager sygdommen også meget tid i familien, så der ikke bliver så meget tid til at have det rart sammen. Det kan være, at alle i familien tænker meget på sygdommen og er bekymrede. Så kan det også være svært at slappe af og hygge sig.
På Strandbakkehuset kan I på en måde holde lidt fri fra sygdommen. Den kommer til at fylde mindre, fordi der er mange voksne, der kan hjælpe med alt det, der handler om sygdom.
Så kan I få tid til at være familie sammen, og lave lige det, I har lyst til.
Vi glæder os til at tage imod jer på Strandbakkehuset.